Skønne piger på vores ridelejr!

Bakken :-)

Hvad byder man sine gæstende kunder fra Dubai, en mandag sidst i juli, hvor solen står højt på himlen? Et stykke dansk smørebrød såmænd, i autentiske omgivelser med ‘Bakke-stemning’ som vi nu kender den. Man skulle nok ikke tro det, men Dyrehavsbakken er verdens ældste forlystelsespark, utroligt nok. Hele familien og nogle kunder fra Dubai var afsted sammen. Og mere dansk kan det vel ikke blive? Der var tilsyneladende også mange andre, der havde fået samme idé som os – nu hvor vejret var til det, og ‘Julemandens Dag’ åbenbart faldt samtidigt. Meget sjovt at se så mange julemænd på én gang, på Bakken, om sommeren. Ja, helt alene var vi alligevel ikke – som i: Der var overdrevet mange mennesker samlet på ét sted. Men fred være med det; det er jo netop på sådanne solskinsrige dage, at det er oplagt at tage på Bakken.

Og vi havde det simpelthen fantastisk! Tror det kan være godt engang i mellem at mixe business & pleasure, i stedet for altid at adskille det. Det giver et mere reelt og ærligt billede af mig, og jeg tror, at det er lettere for andre at forholde sig til mig, hvis de får et lille indblik i mit liv. Om det er kunder eller kolleger, vil jeg gerne være oprigtig, og det gør man bedst ved at være inkluderende. Og så er det vel altid sjovere, når der er en god kemi generelt, selvom det omhandler arbejdsrelaterede relationer. Den bedste arbejdsplads er dér, hvor man trives sammen, engagerer sig i hinandens vel og ve, og skaber de bedste forudsætninger for et godt samarbejde, for forståelse for hinanden bidrager til en god kommunikation samt større tillid. Jeg siger ikke, at det altid skal være sådan, men bare, at det er sjovere for alle parter, når det kan være sådan, uden at det er påtaget, og når der er en god dynamik. Som værtinde for mine kunder, vil jeg selvfølgelig også gerne sørge for, at de får det bedste ud af den tid de er her, og får nogle skønne minder med sig hjem igen. De skal føle sig velkomne og taget imod – det er en selvfølge i min verden, der jo netop er meningen, at de skal opleve lidt af.

Rammerne var sat for en dag, der var mere nede på jorden, hvor det ikke skulle være for ‘stift’. I dag handlede om at have det sjovt og rart sammen i en børnevenlig kontekst. Alle sammen – sammen. Børnene fik et turpas, og der var ingen begrænsninger denne gang, for Louis kunne prøve det hele ligeså mange gange han havde lyst til. Og der var fart på og højt humør. Han havde en fest, og jeg fik selv en masse ture i de små forlystelser sammen med Lilly. Det er dejligt med så mange gode inputs sammen med mine børn – det er en stor glæde.

Jeg kan altså godt lide et højtbelagt smørebrød, når det er lavet ordentligt, og det hører med, når man er på Bakken. Vi spiste en skøn frokost på Postgaarden, der er indrettet som hotellet i Korsbæk (fra Matadorserien). Det var et virkelig hyggeligt sted med vældig god mad, og så var der skuespillere, der agerede nogle af de gamle karakterer fra serien.

Enormt god oplevelse og en tur i tidsmaskinen tilbage til 30’erne, hvor maden blev serveret som den gjorde dengang. Vi kan altid spise vegansk og grønt i morgen. 😉 Der er jo undtagelser, og det her er én af dem uden samvittighedskvaler. Jeg tror man bliver et gladere menneske af ikke at lade sig begrænse for meget. Hermed en update fra den bedste Bakke-tur, men også en lille opfordring om, at man skal gøre det, der gør en glad, for ens humør og glæde smitter af på andre mennesker – uanset relation og sammenhæng. Og det vil altid være til fordel for andre og en selv i længden.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skønne piger på vores ridelejr!