Dk

Hårde tider

Et vigtigt emne, der berører os alle:

Hello from the other side…
Uvisheden fylder. Jeg har taget mig selv i at savne på forhånd, for må vi overhovedet komme hjem til sommer? Hvis ikke, hvornår så? Jeg tager ikke sorgerne på forskud – det er en reaktion; et udtryk for den bekymring, der følger med en verden, der pludselig forandrede sig, og nu står overfor alvorlige konsekvenser. Vores frihed er frataget os. Nu lever vi med begrænsninger. Det, der holder håbet oppe, er tanken om, at det er for en periode. Og her minder uvisheden mig om sig selv igen. Jeg tænker på folk i Danmark – landet, hvorfra jeg kommer, men nu er afskåret fra.

’Dubai står aldrig stille.’ Denne rejsebeskrivelse er øjeblikkets fortid, for pools, strande, skoler, restauranter, malls og turistattraktioner er lukket ned. Alt er lukket ned. Og på samme måde som resten af verdenen over, er det også alvorligt hér.

Vi tager vores forbehold meget seriøst, for vi har alle et ansvar for at passe godt på hinanden – på afstand. Jeg har besluttet mig for at ses med nogle få venner, hvor vi kan være hjemme hos dem i deres hus, hvor vi hjælper hinanden og bliver dér, så ingen af os skal mere ud end højest nødvendigt.
Det påvirker selvfølgelig også mit arbejde, for alle stævner er aflyst, og jeg ved heller ikke om jeg kan komme til at lave tv-optagelser. Det er en udfordring, ligesom det også er for alle andre. Jeg kan stadig ride mine heste, hvor jeg ikke er i kontakt med andre mennesker. Sådan er det indtil videre, for i morgen er anderledes end i dag. Jeg er bange for, at de også lukker stalden, men om det er realistisk at udføre i praksis, er jeg ikke overbevist om, for hestene bliver syge af ikke at komme ud. Allerede dér opstår et nyt dilemma.

Det gælder om at være kreativ, når børneaktiviteter ikke er en mulighed, og med de ord, har jeg købt en masse ting til børnene, for om ikke andet, er coronaen ingen hindring for at male, tegne og spille alle de nye spil jeg har fået fat i. Jeg vil gerne bruge tiden fornuftigt, og har tænkt mig at rydde rigtig godt op i mit eget klædeskab og børnenes også. Jeg kunne godt tænke mig at lave lidt om i huset – man må rykke på det, der er muligt. Selvfølgelig er jeg sammen med mine børn hele tiden nu. Det føles trygt at have dem tæt på mig i disse tider. Deres lektier og andre opgaver skal også klares, for vi har ikke fri, fordi vi har ferie. Vi skal ikke udnytte en pandemi og jeg støtter kun op om at gøre en indsats, ved at blive hjemme og se alvoren i øjnene. Vi har alle et ansvar, og det skal vi tage. Vi skal også have tiden til at gå mens dette passerer, og det er ikke forkert at få det bedste ud af en trist situation.

Pas godt på dig selv. Pas godt på hinanden. Jeg opfordrer alle til at bruge jeres fornuft, tænke jer om og respektere forholdsregler og anbefalinger. Det nytter ikke at gå i panik; det er svært at helgardere sig, og det nytter heller ikke at negligere Corona, der slå skår i verdenen.

//Tina

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dk