Dubai ferie med børn

Det er min mening og dette er ikke reklame:-)

Børnevenlige steder, der er værd at have i mente, inden rejsen til Dubai. Og så en enkelt regel… Del 2. Rejsen med de kære små (eller lidt større).

Man skal være en meget sur teenager, der med vilje vil være på tværs, for ikke at kunne finde én ting, der er sjov på familieferien i Dubai. Uanset interesser og alder er det næsten umuligt ikke at falde for ét eller andet i løbet af opholdet. Så fortvivl ej – der er ingen, der kommer til at kede sig, med mindre det er selvvalgt, og dine børn vil aldrig være for små til at komme med til Dubai, for her findes mindst ligeså meget for de små, som der gør for voksne. Det er selvfølgelig klart, at man ikke tager babyen med under armen på en zipline, eller sender sin 1-årige på et dyk ned i Atlantisakvariet, men de store forlystelsesparker er for folk i alle aldre, og der er generelt masser af legeområder for de helt små. En børneferie er børnenes ferie, og her er nogle forslag til, hvad man kan opleve sammen med sine børn. Det er en god idé at planlægge nogle af turene på forhånd, da de fleste af aktiviteterne skal bookes forud. I de forskellige forlystelsesparker er det en fordel at have bestilt billet inden, da man også undgår at bruge lang tid på at stå i kø for at købe billet ved indgangen. Meget andet kommer helt af sig selv, som man møder tilfældigt på sin vej. Det er svært at nå det hele, så vær selektiv i forhold til, hvad der passer bedst til jeres tempo og rejselængde. Det er mange indtryk at skulle forholde sig til på én gang, selvom man gerne vil give sine børn den allerbedste oplevelse med så meget som overhovedet muligt. Som tidligere nævnt i del 1, så hellere lidt men godt, hvor børene heller ikke bliver for trætte til at skulle rundt hele tiden.

En sidste lille regel for ammende mødre:
Dubai har mange babyrum, hvor man kan amme sit barn i fred og ro. Det er desværre ikke så velset, at man ammer i offentligheden til frit skue. Læs gerne del 1, hvor andre forholdsregler også er beskrevet.

Vi starter med verdens højeste bygning:

• Burj Khalifa
Tag elevatoren op til toppen i verdens højeste bygning. Billetter kan bestilles forud på headout.com

En helt særlig børnerestaurant og steder med børnevenlige menuer:

• White+The Bear
En ny børnerestaurant i børnestørrelse – kun for børn. Virkelig sjovt koncept og cool indretning. Der serveres udelukkende sund mad.

• Eggspectation
Start dagen med morgenmad hos Eggspectation, som kæden er kendt for. De serverer også frokost og aftensmad, hvor man helt sikkert kan finde noget på kortet som børnene godt kan lide. Det er ikke så dyrt, og der findes to restauranter, hvor den ene ligger ved City Walk og den anden ved JBR. Her er også et hav af andre børnevenlige (og dyrere) restauranter.

Alt samlet under ét tag:

• Dubai Mall
Dubai Mall er rigtig optimal for hele familien. Alt er samlet ét sted, og det er en kæmpe oplevelse for børnene, hvor der bl.a. er en indendørs skøjtebane, restauranter, shopping, akvarium og legeområder for børn.

Under the sea:

• Dubai Aquarium and Underwater Zoo
Her kan alle også være med, og det er super flot. Ligger også i Dubai Mall – quelle surprise…!

Man skal huske at når man er ved aquarium at tage en sal op og opleve underwater zoo. Det er virkelig sjovt… for små og store børn:-) Det er der mange som ikke ved….. VIGTIGT 🙂

Bagefter kan man spise på junlge restaurant… det er en kæmpe oplevelse. Dog kan de små godt blive lidt bange da alle dyrene bevæger sig:-) Den hedder Rainforest cafe

• Kidzania
Hvis man gerne vil give sine børn en smagsprøve på lidt af, hvad virkeligheden har at byde på i voksenlivet, kan man tage dem med til unikke Kidzania i Dubai Mall. Det er en helt fantastisk undervisningsby for børn i alderen 3-14 år, hvor de får lov til at lege voksne med et job. Der er autentiske bygninger og veje, og det er en rigtig sjov og lærerig leg for børn. Man skal bestille billet til Kidzania, og det er en af de mere budgetvenlige aktiviteter.

• Dubai Fountain
Bliver man ved Dubai Mall til spisetid, kan man se det store springvandsshow. Det bliver hurtigt mørkt om aftenen, så børnene skal ikke vente til langt efter sengetid med at se alle lysene i springvandet.

• Oli Oli UAE
Oplagt til de helt små. Det er et interaktivt museum for børn i alderen fra 1 år og op. De har også en god cafe for os forældre:-)

Forlystelsesparker og andre aktiviteter, der er lidt mere fart på:

• Skyzone UAE
En trampolinpark, hvor alle – i alle aldre kan deltage, så længe de selv kan gå.

• IMG World
Verdens største indendørs forlystelsespark. Virkelig en stor oplevelse for børn og resten af familien. Der er også legeområder for helt små børn.

• SEGA Republic
Temaparken lå i Dubai Mall, men er desværre lukket i øjeblikket – mere så man ikke tager derhen forgæves. Der er noget nyt på vej, men om det blot er en fornyet udgave af Sega Republic eller om det bliver noget helt syvende, må tiden vise. Men mon ikke det kun bliver vildere? 🙂

• Dubai Parks & Resorts
Her kan man bl.a. finde Legoland og Legoland Waterpark.

• Global Village
En multikulturel festivalpark, der kun er her i julesæsonen. Det er virkelig et besøg værd, hvis man er her sammen med familien i denne periode. Der er tit mange mennesker om aften… Rigtig mange

• Miracle Garden
Storslået og overvældende blomsterhave, hvor hele familien kan tage afsted sammen, og nyde det smukke syn. Det er ret fantastisk. Et lidt mere roligt sted i øvrigt. Måske lidt kedeligt for nogen børn.

Under the sea:

• Atlantis, The Palm
Jeg synes, at man skylder Atlantis et visit på sin ferie i Dubai, hvis ikke man vælger at bo her. Lidt svært ikke at bemærke det gigantiske hotel, og det skal opleves på tæt hold. Det er også her man bl.a. finder Aquaventure Waterpark og The Lost Chamber Aquarium. I Dolphin Bay kan man svømme med delfiner – det er en ret dyr fornøjelse, men til gengæld også en oplevelse for livet, der er helt speciel.

• Yas Waterworld
Endnu et kæmpe vandland. Det ligger i Abu dhabi. Det er mit yndlings vandland. Der er ikke så mange mennesker og det er rigtig godt for de små. Plus rigtig sjovt for de store børn

Og så lige et smut tilbage til fortiden.

• Dinosaur Park
Inde i en ‘dinoperiode’? Heldigvis er dinosaurerne ikke levende som i Jurassic Park filmen, selvom det er nogle meget autentiske modeller man kan finde. I samme område ligger flere andre parker og Glow Garden.

Sand (med eller uden vand):

• Ørkensafari
Det er næsten en skam, hvis ikke man når at få ørkensand under fødderne. Her er også mulighed for at hilse på en kamel, og få en tur på ryggen af den. Dog skal man være over 5 år for at ride på en kamel på sådan en tur.

• Kite Beach
Dubai har de smukkeste strande rundt omkring, og en af mine yndlings er Kite Beach. Her er gode parkeringsmuligheder i nærheden, udendørs brusere, mange hyggelige og gode restauranter/caféer og vandaktiviteter.

Mit yndlingshotel er vores hjem.

Dét at bo i udlandet, er ikke det samme som at være turist. Min familie og jeg nyder alt ved Dubai, og er gode til at lave en masse ting sammen med vores børn. Det har aldrig været nødvendigt for mig at finde et børnevenligt hotel, fordi vi allerede bor her. Vores budgetvenlige måde at opleve Dubai på, er ikke at finde et billigere hotel, men tværtimod at blive hjemme i vores skønne hus, og tage på udflugter derfra. Derfor er det begrænset, hvor mange af de budgetvenlige hoteller jeg kender til.
MEN jeg kan anbefale at bo på: Atlantis, The Palm, da jeg selv kender til hotellet. Jumeirah Beach Hotel skulle også være rigtigt godt, og have mange gode faciliteter for børn. Det er svært at gå helt galt i byen, hvis man vælger nogle af de mere luksuriøse og større hoteller, da faciliteterne er i orden, hvor hele familien samtidigt får en lille bid af den eksklusivitet og overdådighed som Dubai er kendt for. Hvis man har små børn, og gerne vil holde sig indenfor budgettet, er det næsten bedre at vælge et hotel, der kan lidt af det hele, og tage et par halv- eller heldagsture. Der er så meget rundt omkring i byen, der ikke koster noget, og hvor man heller ikke føler, at man går glip af alting.

Tranport:

Det er generelt lettest at køre i taxa, hvis man kun er på et kortere visit, men der er også gode muligheder for offentlig transport (metroen bl.a.). Det er også muligt at leje en bil og en privatchauffør. Der er nok mange børnefamilier, der overvejer at leje en bil, og hvis man ikke har noget problem med sekssporede veje, så fortsætter man bare ligeud indtil… Myldretiden…
Det er ikke meget andeledes end i andre storbyer i morgen- og eftermiddagstimerne. Og det går ikke ligefrem hurtigt. Nok nærmere lidt som bådene i Tivoli. Det er måske godt at skrive sig bag øret, så man ikke ender med at sidde fast i trafikken med utålmodige eller trætte børn. Aircon, Ipad, snacks… Så kører det – med 2 km/t. Og så er spørgsmålet, hvor meget man får ud af en lejet Rolls-Royce Cullinan med plads til hele familien, eller hvor glad man er for at køre i taxa – i sådan en situation. Book en taxa i god tid, hvis I på forhånd ved, at I kolliderer med morgen/eftermiddagstrafikken, tag afsted på andre tidspunkter eller tag metroen.

Jeg vil selv, hvis jeg skulle på ferie i Dubai bruge taxi og ubber.

Prinsessens stald og min rideklub:

Jeg kan godt forstå, at der er stor interesse for at besøge min rideklub, for den er også meget unik. Prinsessens stald er desværre ikke åben for offentligheden, og jeg har selv kun få besøgende enten privat eller ved særlige lejligheder. Det er en arbejdsplads med betydningsfulde kunder, hvor der trænes seriøst til vigtige stævner. Men kan kan bestille en rundvisning for 1500 kr med mig.

Husk rejseforsikring og at tjekke visumregler inden afrejse!

Har man mod på flyveturen, så er jeg overbevist om, at Dubai vil give jer nogle fantastiske oplevelser med hjem, og dét I ikke når i første omgang, har I til gode til næste tur.

Min familie og jeg oplever hele tiden nyt i Dubai, hvilket du også kan følge med i på min insta.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg