Min søster ❤️

Da jeg blev hacket på Instagram

Min fortælling om at blive hacket.

Jeg er stadig ret chokeret, og det virker meget surrealistisk, fordi det var så ekstremt, og alting skete så hurtigt. Fra denne ene dag til den anden, var mit liv vendt på hovedet; det var bogstavelig talt blevet overtaget, og jeg nåede igennem hele følelsesregisteret på meget få dage.
I torsdags blev min instagram-konto hacket, og det skulle vise sig hurtigt at tage en drejning af alvorligere karakter. Ikke nok med, at hackeren havde overtaget min konto, som han nu havde kontrol over, afpressede han mig yderligere for 300 $, hvis jeg ville have min konto tilbage. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og udover at skulle forholde sig til, at en fremmed havde skaffet sig tilgang til private billeder og informationer på ulovlig vis, hvor han også var begyndt at poste opslag og skrive rundt til et utal af mine venner, skulle jeg også lige finde ud af, hvordan det kunne stoppes igen. Derudover følger andre private oplysninger også med en Instagram-konto. Jeg kunne ikke komme på min mail, oplyse mine følgere om situationen på Instagram, lave det arbejde jeg skulle og var blevet rådet til ikke at benytte facebook. Snart blev jeg mere og mere afskåret fra omverdenen, fordi jeg, hverken kunne gøre fra eller til – alt imens jeg magtesløs kunne se på, hvordan jeg også begyndte at miste følgere.

Jeg kontaktede politiet og Instagram, som noget af det første. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Hvordan skal man kunne det, når man ikke ved, hvad man kan forvente, og sjovt nok (og heldigvis) ikke har prøvet at blive hacket før? Jeg forventede ihvertfald ikke at blive overladt til mig selv af politiet med meldingen om, at der ikke var noget at gøre ved det. Og her fik jeg det nærmest fysisk dårligt. Det var så grænseoverskridende, og bare det faktum, at ingen kunne hjælpe mig, hvor fem intense års arbejde på min Instagram pludselig smuldrede mellem fingrene på mig, gjorde mig helt ulykkelig. Jeg følte virkelig, at jeg mistede en del af mig selv, for han havde taget noget fra mig, der ikke var hans, og han havde magten over mig. Min profil indeholder billeder af mine børn, min mand, den øvrige familie, venner, kolleger, mit job, mit hjem, rejser og billeder af mig selv. B.T. har fulgt mig under forløbet, og jeg er glad for den omtale jeg har fået i forbindelse med hackingen. Dels for at advare andre, men også for at informere mine værdifulde følgere om, hvad, der var hændt. Tankerne kørte rundt i et virvar af følelser, og en tung magtesløshed, ovenpå en handling, der fra hackerens side af, var så gennemtænkt og bevidst, var næsten heller ikke til at bære. Som den forurettede har man behov for at forstå dén, der lader sig selv og sine handlinger gå udover én, så det bliver mere håndgribeligt – vel også foreneligt i en eller anden forstand, hvor man forsøger at finde trøst i forklaringen. Visse mennesker, skal man ikke forsøge at forstå for at få besvaret de spørgsmål man har på hjerte, selvom det forbliver uforløst, for realiteten er, at en særlig type mennesker som ham, tænker og føler anderledes end andre. Det er ubehageligt at tænke på, at det overhovedet kan lade sig gøre at være så afstumpet, og have så stort et brist i sin empati. Og han har været inde under huden på mig.

Min fortælling handler ikke bare om at blive hacket – det handler også om alt det, der følger med, og det ’overgreb’ man bliver udsat for. Det er dybt krænkende på alle måder.

Jeg håbede selvfølgelig også, at opmærksomheden i pressen ville bære frugt, og at budskabet ville spredes, imens jeg var afskåret fra de sociale medier. Mange af mine venner følger jeg netop her og omvendt, fordi vi bor i udlandet, og det fik mig ikke til at føle mig mindre alene ved også at få frataget dén kontakt.

Men flere hjerner tænker bedre end én, og når politiet ikke ville gøre noget, og jeg intet havde hørt fra Instagram selv, må man tænke kreativt og i alternativer. Endelig efter nogle helt forfærdelige dage, kunne jeg ånde lettet op, selvom jeg stadig føler vreden over, hvad han udsatte mig for samt alle dem det også fik indflydelse på.

Med hjælp fra Remee, der er den første jeg vil takke, har Allan været en stor hjælp og støtte – ligesom Instagram selv. Havde det ikke været for dem, ville jeg stadig sidde fortvivlet til et stævne i Belgien, som jeg har haft svært ved at fokusere på. Det er ikke afsluttet, for jeg mangler stadig at få min mail tilbage. Det påvirker mig selvfølgelig meget. Men min glæde er vendt tilbage, og den befriende følelse af lettelse, kan ikke rigtigt beskrives. Jeg er ikke blevet en eneste dollar fattigere, for jeg nægtede at betale hackeren de penge han krævede. Jeg er en erfaring rigere, selvom jeg langt hellere ville have været foruden.

Her er jeg: Fri, hel og fuld af styrke. Jeg er tilbage og ser fremad, men accepterer også, at visse ting tager længere tid at lægge fra sig end andre. Efterveerne. Det er ok, for jeg er et menneske, der tænker og føler præcis som de fleste andre. Det er jeg glad for. For det ér kun en særlige type mennesker, der gør det modsatte af mig og andre.

I kan se en lille video jeg har lagt på min Instagram om sikkerhed på Instagram

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min søster ❤️