Ny Bog :-)

Sankt Hans med gode venner

S for Sankt Hans.

S for strand, sang og sportsfolk.

S for skumfiduser og sommerglæde.

S for solnedgang, selskab og sommerhus.

 

Sankt Hans aften blev, traditionen tro, fejret rundt om bålet. Vores gode venner, der til hverdag bor i Berlin sammen med deres to børn, var til hyggelig middag i sommerhuset. De elsker også den danske sommer, hvor de ofte kommer på besøg, og det er altid en fornøjelse at være i deres selskab. Deres ældste er på alder med Lilly, så det er en win-win for alle, når vi ses, og børnene kommer helt sikkert til at lege endnu mere sammen (og lave ballade), jo ældre de bliver. Jeg bliver varm om hjertet, når jeg ser billederne igen. Apropos billeder; mon nogle håndboldinteresserede genkender Hans Lindberg, der er iblandt os andre? Til de, der ikke kender til ham, kan jeg fortælle, at Hans er verdens bedste håndboldspiller (på venstrefløj)! Vi fik i øvrigt super hjemmelavet mad á la Allan, der er temmelig ferm i et køkken. Stemningen ér bare anderledes og mere intim, når man spiser sammen hjemme, i stedet for at tage ud. For mig er det også indbegrebet af ‘hygge’, der ellers kan være lidt svært at definere, og udtrykket findes jo kun på dansk.

 

Bålet blev tændt kl. 21.30, hvor flere fra lokalområdet, var mødt op på Rågeleje Strand. Vi var taget afsted lidt i forvejen, inden mørket var faldet på, og hvor heksen endnu ikke var fløjet afsted mod Bloksbjerg. Så var der nemlig tid til en gåtur langs vandet, samt en lille dessert. Og man går aldrig galt i byen med en grillet skumfidus, der havde sneget sig ind i vores Sankt Hans-program med knitrende ild under åben himmel – det hele skal jo passe sammen. Nu har jeg umiddelbart ingen planer om at lægge stemme til en ny sang – der har jeg alligevel givet stafetten videre til Grevinde Alexandra. 😉 Men synger gerne lidt med, når det drejer sig om fællessang, og om at holde fast i de gamle traditioner. Der blev sunget alle de sædvanlige Sankt Hans-sange, omkring det store bål i sandet, og melodierne hænger jo nærmest ved indtil dagen efter. Jeg er nok lidt traditionsbunden på nogle områder. Ved ikke om det er noget, man bliver mere bevidst omkring at holde ved lige, når man bor i udlandet, hvor alting er anderledes, eller om traditioner bare får større betydning for én efter, at man har fået børn? Tror egentlig, at det er meget sundt at dyrke vores traditioner og værdier. Mærkedage giver jo anledning til at samles, og det styrker både sammenhold og fællesskab. Jeg synes det er befriende, at nogle dage er mere specielle end andre, hvor det også er legitimt – eller en selvfølge – at gøre lidt mere ud af dagen, hygge lidt ekstra, og også få lov til lidt af det man ikke plejer. Vi havde det enormt hyggeligt, og denne Sankt Hans aften var virkelig perfekt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ny Bog :-)