Jeg er ordblind

Om at famle i ordblinde.

For hvert ord, der skrives, efterlades et aftryk hos en modtager. Jeg blotter mig selv ved noget, der er iøjnefaldende for ham, hende; for dem, der ser dét, som jeg ikke ser. En stor del af den daglige kommunikation foregår via skriftlig korrespondance, hvad end det er i arbejdsmæssige relationer eller i privatlivet. Jeg er ordblind. ‘Dysleksi’ er den latinske betegnelse, der dækker over: Vanskeligheder ved at stave og konstruere sætninger samt besværligheder med grammatik- og tegnsætning. En del ordblinde har også svært ved at læse. Det indebærer selvfølgelig, at jeg også er udfordret, men kun i forhold til skriftlige gøremål den dag i dag. Jeg kommer ikke udenom dét at være ordblind; det er en del af mig, og jeg står ved mig selv i min helhed. Ingen kommer udenom sig selv i længden. Det er der heller ingen, der skal – eller kan. Dermed ikke sagt, at det ikke er besværligt, for i hverdagen stilles jeg over for alt dét, der forekommer mig som en byrde modsat mange andre, der aldrig ville skænke noget så simpelt, som at sende en sms, opdatere sin facebookprofil, eller tilføje et par sætninger til et foto på Instagram, en tanke. Til trods for sværhedsgraden gør jeg det alligevel – velvidende, at jeg til tider efterlader bemærkelsesværdige fejl hos modtageren, for jeg har truffet et bevidst valg om ikke at lade mig begrænse. Det tog bare en barndom at indse det.

Jeg var nødt til at gå anden klasse om i folkeskolen, grundet mine vanskeligheder ved at stave og lære at læse. Fagligt kunne jeg ikke følge med mine klassekammerater. I løbet af min skoletid fik jeg ekstrahjælp, og hver morgen lyttede jeg til lydbånd med det formål, at jeg skulle forbedre mig, der desværre ikke havde den store effekt. Jeg fik eneundervisning efter skole, og til tider følte jeg mig alene i et virvar af bogstaver, som jeg havde svært ved at sætte ord på, som lille pige. I retrospekt giver det mening, hvorfor mine klassekammerater ikke havde forståelse for min problematik; vi var børn, og deres verden anskues i højere grad ud fra et sort/hvidt-perspektiv end en voksens. Enten er du med eller også er du ikke. Og jeg var det sidstnævnte. Det påvirkede mit selvværd; hver dag i skolen mindede mig om, at jeg ikke var god nok.

Det ændrede sig først for mig, i min periode på handelsskolen, hvor jeg på min første skoledag som 16/17-årig, blev hevet op til tavlen sammen med en anden elev. Læreren gav mig et kridt i hånden, og så kunne jeg ellers give mig i kast med en skriftlig beretning om vores introtur foran nysgerrige øjne og ukendte ansigter. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg med let bankende hjerte tænkte: ’Nej, nej, nej. Det her sker bare ikke.’ Jeg kunne ikke engang stave til ’introtur’. Men det skulle vise sig, at være held i uheld. Over for alle mine nye medstuderende sagde jeg for første gang højt, at jeg er ordblind, og at min lærer derfor nok hellere måtte finde sig en anden til at skrive på tavlen. Det var enormt grænseoverskridende, men i situationen følte jeg ikke, at jeg havde andre valg. På trods af et sus i maven, var det den bedste start jeg nogensinde kunne give mig selv på mine tre år i handelsskolen. Efterfølgende var jeg udelukkende omgivet af støtte fra de andre studerende. Der var altid en, der var sød til at hjælpe med det skriftlige, og min selvopfattelse ændrede sig, ligesom mit selvværd gradvist blev bygget op igen. Jeg lærte ikke kun at forstå, men begyndte også at mærke effekten af mine sagte ord, og ærligheden omkring, hvad, der dengang føltes som min skyggeside, jeg ikke kunne forene mig med. For tiden, der går, gør mig ikke mindre ordblind – det følges bare ad. Mine oplevelser og erfaringer fra handelsskolen var et vendepunkt i mit liv. Man er fra begyndelsen nødt til at give klart udtryk for den hjælp, forståelse og støtte man behøver, for at andre kan imødekomme én. Dernæst fornemmer man hurtigt, hvordan der åbnes op for nye muligheder. Jeg kom godt igennem mit studie, men valgte en anden vej i livet, hvor min passion og mine styrker ligger.

Mit mantra er ikke at lade mig begrænse af dét, der paradoksalt nok begrænser mig. I stedet finder jeg metoder- og hjælpemidler til de ting, jeg ikke ønsker at ekskludere fra mit liv. Jeg er også realistisk, for der kommer et tidspunkt, hvor man må forsone sig med realiteterne, og finde ro i det. Men ordblind eller ej, så fulgte jeg mit hjerte, og ridesporten har altid været min drivkraft og mit primære fokus.

Vores verden er konstrueret ud fra en kontekst, hvor mulighederne kontinuerligt formerer sig. Det meste kan lade sig gøre, og hvad, der endnu ikke er muligt, søger vi andre løsninger på – eller alternativer til. Der fokuseres på optimering og vi skaber de bedste forudsætninger for os selv, i vores egen konstante udvikling. Forventningerne i forhold til, hvor man som individ skal befinde sig, på et givent tidspunkt af sit liv – fagligt- og socialt – er på mange måder forudbestemt ud fra vores kultur og samfund. Jeg er blevet mødt med fordomme, for stigmatiseringen følger med, når man skiller sig ud fra mængden i forhold til det generelle, hvor min ordblindhed, er blevet stillet over for min intelligens. Vel også en plausibel årsag til, at det for nogle forekommer som et tabubelagt emne. Mine vanskeligheder i forhold til at skrive, afspejler hverken mit intellekt, min evne til at formulere mig eller min måde at tænke- og føle på. Jeg skammer mig ikke uden grund. Jeg har meget på hjerte, og er kun begrænset i forhold til at formidle mine tanker og holdninger skriftligt. Det synes at blive glemt – eller forvekslet – af omverdenen engang i mellem, hvor det faglige aspekt i visse sammenhæng tillægges værdi, fremfor virkeligheden som den er. Og virkeligheden er, at mine menneskelige værdier og færdigheder ikke baseres på, hvorvidt jeg kan stave eller ej. Jeg er ordblind – ikke dum. Og det er to vidt forskellige ting.

Jeg tror, at man ved at fortie, er med til at bekræfte de antagelser man også møder på sin vej som ordblind. Det usagte bliver forvandlet til et tabu, der kun virker selvforstærkende ved tavshed. Det er ikke ens udfordringer, der definerer en som menneske. At gå med den tro, er det samme som at devaluere sig selv.

Jeg famler i ordblinde, men formår at navigere rundt med den hjælp jeg får fra andre i kraft af, hvad jeg ikke er for stolt til at tage imod, og er stærkt nok til at bede om. Min selvopfattelse er ikke en forlængelse af gamle minder, men tværtimod forandret med en langt mere berigende tilgang til tilværelsen som ordblind. Jeg er ikke fejlfri, men søger heller ikke det perfekte. Stavefejl vil altid være nogle af de aftryk jeg sætter.

Og for hvert et ord jeg vælger at skrive, der aldrig vil være iøjnefaldende for ham, hende; for dem, der ikke ser dét, som jeg heller ikke ser, efterlader jeg også et spor til omgivelserne som eksempel: Udfordringer er blot en omvej, der med sine forhindringer og mål i sigte, også gør opmærksom på, at man skylder sig selv at være sig selv værdig.

Der er en del som har spurgt om jeg ville holde fordrag omkring at være ordblind. Hvad synes i? Skal jeg gøre det….